Tuesday, March 18, 2014

At føde i fred - En hjemmefødselsberetning

Janni Iben Stevn Hansen er 28 år og BA i dansk og filosofi. Hun bor i København med sin mand og deres tre børn. Hun er medforfatter til bogen 'Er der nogen hjemme', som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Hun har skrevet flere artikler til blandt andet Information om hjemmepasning, og hun er desuden bestyrelsesmedlem i småbørnsfamilieforeningen SAMFO, som er en forening, der arbejder for økonomisk ligestilling af familier, der passer deres børn selv eller i private pasningsordninger med familier, der får deres børn passet af det offentlige.
Janni har været så sød at bidrage med sin historie om, da hun fødte sit andet barn hjemme.

En smuk sommermorgen i 2010 kom min lille datter til verden efter en varm og magisk nat i vores lille dunkle og hyggelige treværelses. To år forinden kom min søn til verden en varm juni-formiddag efter en hektisk og dramatisk nat på en oplyst stue 4 på fødegangen på et mellemstort hospital.

Da jeg blev gravid med min søn, vidste jeg, at jeg var typen, der havde det bedst med at føde derhjemme – i mørke og ro i min egen hule. Min mand mente, at vi som førstegangsforældre skulle ind omkring hospitalet for lige at finde ud af, hvad det der med at føde egentlig gik ud på. Det viste sig, at min krop udmærket vidste, hvad det ville sige at føde et barn, og min første fødselsoplevelse gjorde det klart for os, at den fødte bedst uforstyrret; uden skiftende jordemødre, folk, der skulle ind og låne noget i skabet, lys og biplyde. Da jeg blev gravid igen halvandet år efter, var vi slet ikke i tvivl om, at jeg skulle føde i fred derhjemme.

Efter en dejlig sommerdag i Kongens Have går min mand og jeg i seng ved midnatstid tre dage før termin. Akkurat som jeg har lagt mig ned, får jeg den første ve. Jeg står op, og beroliger min mand, som vågner: Han kan bare sove videre, men om et par timer vil jeg nok vække ham igen, for jeg er ret sikker på, fødslen er i gang. Jeg går ind i stuen og tænder et stearinlys midt i mørket. Jeg rydder lidt op, lægger lidt vasketøj sammen, sætter the over og rister en bolle. Veerne kommer regelmæssigt, og min gåen rundt i stuen hjælper helt sikkert. Det lille barn, som jeg har glædet mig så ufatteligt til at holde i mine arme i ni måneder, er ved at skrue sig ned igennem mit bækken. Forventningens glæde er stadig en del større end smerterne, når livmoderen trækker sig sammen i en ve.

Jeg sidder lidt og skiftevis drikker the og trækker vejret dybt under veerne, der nu kommer hyppigere. Jeg glæder mig over, at jeg ikke skal til at stresse af sted med tøj, taske og taxa, når det, jeg instinktivt har lyst til, er, at stille mig nøgen på alle fire og brøle. Kl. 2 vækker jeg min mand, som begynder at fylde fødekarret, der havde stået klar i soveværelset i et par uger. Veerne er nu så kraftige, at jeg gerne snart vil ned i det lindrende varme vand. Da fødekarret er fyldt hopper jeg i, og den afslappende effekt indtræffer straks. Veerne gør stadig ondt, men vandet hjælper mig til at slappe bedre af i underlivet imellem veerne, og det gør det hele mere udholdeligt.

Min mand ringer efter min veninde, som skal komme og sove hos vores søn, og tage sig af ham, hvis han vågner under fødslen. Vi får også ringet efter jordemoderen, som får besked på, at det ikke haster, men at vi vil få brug for hende inden for de næste to timer. Min veninde ankommer lettere søvndrukkent, mens jeg befinder mig i ve-trance-land i mit fødekar. Efter en lille snak med min mand lægger hun sig ind på børneværelset til vores søn.

Kl. 4.35 ankommer den sødeste jordemoder fra Hvidovre Hospitals hjemmefødselsordning. Jeg har nu veer af et minuts varighed hvert 3.-4. minut. Efter et kvarter har jeg overskud til at blive undersøgt oppe på sengen, og jordemoderen konstaterer, at jeg er 6-7 centimeter åben. Jeg kommer ned i karret igen, og veerne tager nu til, og kommer med to-tre minutters mellemrum. Jeg beder jordemoderen og min mand om at sætte sig ind i stuen, så jeg kan være i fred i det varme vand i det mørke soveværelse.

Jeg husker denne nat, som noget af det mest fredfyldte i mit liv. Jeg flyder rundt i det varme vand i en tranceagtig tilstand, og mit hoved er for en gangs skyld trådt i baggrunden og har overladt styringen til kroppen. Jeg trækker vejret dybt, og lader mit lille barn trænge længere ned og ud mod verden, mens solen langsomt står op uden for vinduet.

Kl. 5.25 får jeg begyndende pressetrang, og kalder på jordemoderen, hvis støtte jeg nu føler, jeg har brug for. Jeg kommer op på sengen for at blive undersøgt igen: 8 centimeter åben. Jeg har ikke lyst til at komme tilbage i karret, og bliver i stedet på sengen; liggende på knæ henover en skammel, vi har stillet derop.

Kl. 5.50 får jeg tiltagende pressetrang, og klarer mig igennem ved at gispe. Jeg må endnu ikke presse, for barnets hoved er ikke langt nok nede. Kl. 6.15 er jeg ifølge jordemoderens fødselsjournal ”meget forpint”, og vil meget gerne presse. Det er pænt formuleret af hende, når man tager i betragtning, at jeg jamrede og bandede, at jeg ikke ville mere nu. På dette tidspunkt af alle mine fødsler, har døden virket som en mere behagelig og oplagt udvej!

Jeg bliver undersøgt igen: 10 centimeter åben. Jeg får lov at presse med under to veer siddende på hug, men hovedet kommer ikke frem, så jeg bliver opfordret til at gispe under de næste veer, der forhåbentlig får presset barnet tilpas langt ned. Jeg er ved at være træt, og kommer ned at ligge på siden. Kl. 6.45 får jeg kraftig pressetrang, og jordemoderen konstaterer, at hovedet nu kommer fint med ned, når livmoderen trækker sig sammen.

Kl. 6.48 har jeg ”spontan vandafgang”, hvilket vil sige, at fostervandet går, mens jeg presser under en ve. Efter vandafgangen kan jordemoderen og min nysgerrige mand, som nu begge sidder ved mine ben i fodenden af sengen, ane hovedet, når jeg presser. Hovedet glider dog tilbage i vepausen. Hovedet kommer efterhånden helt frem i fødekanalen, og jeg opfordres til at trække vejret dybt under den næste ve i stedet for at presse. Det fungerer perfekt, og kl. 7.04  glider min lille datters hoved ud af mig, uden jeg presser eller anstrenger mig; jeg trækker vejret dybt og roligt, og lader livmoderens sammentrækninger klare resten. Kl. 7.06 fødes resten af min lille skrigende pige. Hun får 10 på apgarscoren, og er selvfølgelig helt fantastisk fedtet, våd, varm og dejlig – og akkurat lige som hun skal være.

Min søn var vågnet ved 6-tiden, og mens han og min veninde var ved at koge morgengrød i køkkenet, gik min mand ud og fortalte dem, at jeg var ved at føde babyen inde i soveværelset. Min søn og veninde hyggede sig i stuen og køkkenet den næste times tid. Straks de hører babygråd, kommer de jublende ind i soveværelset. Min lille pige sutter allerede løs, og imens hopper min to-årige søn glad omkring i sengen og hujer fascineret ”Lille tæer, lille tæer!”.


Vi får behersket kaosset lidt, da jeg skal føde moderkagen ti minutter efter fødslen. Min mand og søn hopper i badebukserne for at lege vandland i fødekarret – jeg har jo født på land, i min seng, så alt det rene vand skal da ikke gå til spilde. Imens undersøger jordemoderen mig, og konstaterer, at jeg ikke har fået så meget som en rift forneden; det bar frugt at trække vejret dybt frem for at presse under fødslen af hovedet. Vi er helt overstadigt lykkelige, og vi drikker champagne og spiser optøede fødselsdagsboller, mens vi beundrer den lille fine pige, der har gjort tre til fire. To år efter bliver fire til fem, da endnu en lille pige kommer til verden i selvsamme seng, men det er en helt anden historie... 

Tusinde tak for historien Janni siger jeg med en lille tåre på kinden. Glæder mig nu endnu mere til om 4 ugers tid, hvor min lille baby nummer fire forhåbentlig kommer til verden herhjemme! Vil du læse flere indlæg om hjemmefødsel, kan du læse med ved at klikke her!

Vil du biddrage med din egen hjemmefødselsberetning, må du meget gerne sende den til mig!

10 comments:

  1. Rigtig fin beretning, Jannie :-)
    Skønt at se dig overalt i medierne for tiden... -Så sejt! :-)

    Mvh Cecilie
    http://blog.fashionmom.dk/

    ReplyDelete
  2. Elsker at du fortæller om at føde hjemme.

    Jeg skulle have født hjemme denne gang. Men halvvejs i graviditeten opdagede man en mislyd ved bassen hjerte, og pludselig endte det med at jeg igen skulle føde på sygehus.
    Min første fødsel var hæslig, jordmoderen var uerfaren, og gjorde mig decideret angst. Trunten lå lidt forkert, så det gjorde måske mere ondt end vanligt, og jeg havde presseveer i TRE timer, men jeg endte med at føde uden smertestillende overhovedet. Men det var en oplevelse, der gjorde at jeg 14 dage efter bare var trist og følte vores start var forkert.
    Jeg ville første gang gerne have født hjemme, men det blev aldrig præsenteret som en mulighed.

    Så snart de nævnte det anden gang var jeg hooked. Jeg endte dog med endnu en fødsel på sygehus, en fødsel der mindede alt for meget om den første. Og efter en time med presseveer, selvom jeg ikke var i nærheden af at være åben nok, så forlangte jeg kejsesnit, og fik det. Og ud hev de maste Ludvig på 4600 g, som lå og kiggede stjerner. Jeg tænker stadig på om hjemmets tryghed havde gjort jeg kunne føde ham selv. Men finder desværre aldrig ud af det.
    Anbefaler alle at føde hjemme, forstår ikke hvorfor folk er bange for det. Jeg ville have elsket.

    Forresten var der intet med hans hjerte da han kom ud :-)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak for kommentaren!! åh, hvor jeg føler med dig i forhold til dine fødsler... Min anden fødsel blev ikke helt som ventet og jeg havde stort behov for at bearbejde det efterfølgende, men følte egentlig først, at jeg fik sat det hele på plads op til Marthas fødsel. Dejligt at der ikke var noget med hjertet, men mærkeligt med mislyden- pokkers, når du var hooked på hjemmefødsel. Nej, jeg forstår heller ikke helt, at folk er bange for det, men der er så mange historier, som nok har en lettere skræmmende effekt.

      Delete
  3. Kunne også ønske at vi kunne motta våre barn her hjemme, men medisinske årsaker gjorde det desverre ikke mulig.

    Å lese om slike historier, gjør at jeg kunne hatt 10 av dem:). Vi har 5, og de fleste sier de ikke kan forstå hvordan vi klarer det i hverdagen. Jeg kunne hatt 5 til:) Synd det å føde hjemme har blitt et sideskudd, istedenfor en allmenhet å gjøre. Selvfølgelig vil det for flere, slik som oss, være mest forsvarlig å føde på sykehuset, men for dere som kan føde hjemme, må det bare være fantastisk.

    Følger med deg mot fødselen Lisbeth, ønsker deg fredfulle og modningsfulle dager, med en stor kraft til fødselen:)

    Mvh
    Anne Bente

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak for din søde kommentar. Har det lidt på samme måde som dig. Folk synes det er vildt, at vi snart har fire børn, men jeg synes det kører meget godt. Tror man får sat en form for system i det, når man har mange børn- de hjælper hinanden og os;o)

      Delete
  4. Tak for en fin beretning. Dejligt at der er nogen som vil dele deres smukkeste øjeblikke med os andre. Sidder med tåre i øjenkrogen, og fortryder at jeg ikke har født vores to drenge hjemme. Det blev ikke set som en mulighed, og var mest noget for "hippier". Håber SÅ meget, at vi skal have en mere som jeg MÅ føde hjemme!!

    Tak for at I sætter fokus på emnet!! Jeg vidste fx ikke at det er VORES ret!!! Troede det helt og holdent var jordmodersbeslutning.

    Louise Siri

    ReplyDelete
    Replies
    1. Så må du have en til;o) Det er selvfølgelig vigtigt at vide, at det er en rettighed at føde hjemme. Jeg ved ikke om jordemødrene nævner det af sig selv...

      Delete
  5. Sikke en fin beretning fra Janni.

    Det lyder som en rigtigt god fødselsoplevelse :)

    Kram

    ReplyDelete

Tusinde tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad og er med til at vise, at du får noget ud af det, jeg skriver!