Thursday, November 7, 2013

Prisen for tiden med mine børn...

For et par uger siden var jeg til samtale i Marthas børnehave. Samtalen er obligatorisk for alle nye børn i børnehaven. Den handler om barnets liv fra fødsel til børnehavestart og giver pædagogerne et stort indblik i familien, i barnets livsforløb osv. Det er en rigtig god anledning for pædagogerne til at lære barnet og forældrene lidt bedre at kende.
Det var en dejlig samtale og jeg fik en masse rosende ord om mit dejlige barn. Hvor nemt det har været at få hende ind i børnehaven, hvor åben og kærlig hun er over for de voksne og de andre børn og hvor selvhjulpen hun er. De kan tydelig mærke den styrke, som hun har fået med hjemmefra, fordi hun er blevet passet hjemme, til hun var klar til at starte i børnehave.
Der var én lille fjollet ting, som rørte mig mest ved samtalen. Det var, at de glædede sig over, at hun altid er så kærligt klædt på! Det kan virke skørt, at jeg fokuserer på netop det punkt, men det er simpelthen fordi, det er et meget ømt punkt hos mig. Jeg føler sjældent, at jeg kan leve op til alle de krav, der er i dag om, hvad ens børn skal have af ting og sager og modetøj, og jeg har heller ikke lyst til at leve op til de krav! Mine børn har ikke det sidste nye modetøj, og jeg var lykkelig, da jeg fandt ud af, at Alma og Storm kan passe de vinterjakker, som de fik sidste år endnu en vinter. Jakkerne blev købt på trendsales for under halvdelen af den oprindelige pris.

Det er indimellem en udfordring at få enderne til at mødes, uden at det dog skal lyde som om, at vi er fattige, men jeg ærgrer mig over, at samfundet er indrettet på en måde, som gør det rigtig svært, at gøre det der for mig føles mest naturligt. Nemlig at være sammen med mine børn og passe dem, til de når en alder, hvor de rent faktisk har et behov for at komme ud blandt andre børn og voksne. Efter min mening er det ikke, når de er knap et år gamle, og på sigt tror jeg ikke, at det gavner samfundet, at vores børn bliver sendt hjemmefra, før de er klar til det.

Jeg føler mig meget privilegeret, at vi på trods af en stram økonomi, har kunnet gøre som vi har gjort. At vi alligevel har kunnet give vores børn en masse fantastiske oplevelser, nærvær og kærlighed. Noget man sagtens kan, selvom man ikke passer sine børn hjemme, men det har lige godt været rart, at Martha  startede i pasning, da hun vitterlig VAR klar og at alle mine børn ikke skal tilbringe mere end 5-6 timer i institution om dagen!

Alt har jo en pris. Her har prisen for tiden med mine børn været en stram økonomi. Nogle vil sikkert tænke, at den pris er for høj. Hvorfor ikke bare gøre som de fleste andre? Hvorfor ikke bare sende børnene i institution og tjene penge, som samfundet helst vil have mig til!?
Det er helt sikkert en høj pris, vi har betalt for vores valg, men for os er den ikke FOR høj. Jeg har givet mine børn en kæmpe styrke ved at være nærværende og have mærket efter, hvornår både de og jeg har været klar til at give slip. De har fået al den tid, de har haft brug for til at lære en masse nyttige ting om hvordan en familie og et fællesskab fungerer. Der har været krav og forventninger til dem, og de ved, at de har en vigtig plads i vores fællesskab herhjemme. Jeg håber, at de som jeg selv har lært det i min egen barndom vil bære en taknemmelighed og ydmyghed dybt inde i sig.

Tingene ændrer sig, når mine børn er større og ikke har brug for mig på samme måde som nu, så kommer min egen tid, hvor jeg kan fokusere mere på mine egne behov og kan tjene flere penge, men lige nu er det mine børns behov, som kommer i første række. Det er ikke lig med, at de bliver sat op på en pedestal og at alt i mit liv handler om dem. Sådan er det slet ikke, men jeg anerkender, at de i de første år af deres liv, har behov for at vi forældre, er de primære voksne i deres liv, og at de ikke har behov for at være sociale i en institution i otte timer om dagen.

Jeg møder indimellem fordomme på grund af de valg, vi har truffet. Det er svært at vælge anderledes end normen og gøre noget, som kan støde andre. Når vi taler om børn, så rammer det altid et ømt punkt, for gør vi det nu godt nok? Er vi de bedste forældre, vi kan være!? Får vores børn alt det de har brug for? Bruger vi nok tid sammen med dem?
Fordi jeg har valgt, at gå hjemme med Martha i tre år, betyder det jo ikke, at jeg fordømmer alle dem, som gør noget andet. Det betyder heller ikke, at jeg mener, at det er den eneste rigtige vej. Vi er forskellige og tager forskellige valg. Mine valg har haft nogle konsekvenser for vores familie på både godt og ondt og det samme gælder vel for de valg andre familier træffer.

Når jeg vender emnet på bloggen, handler det om, at jeg gerne vil vise, at der er alternativer, og at man kan vælge anderledes, men det har helt sikkert nogle konsekvenser, som mange ikke kan overskue og det er bestemt ikke altid en dans på roser.

Jeg har svært ved vores samfunds fokus og idé om at børn skal ud og socialiseres så hurtigt så muligt. Jeg har svært ved den meget materielle tilgang der er til livet generelt, og jeg har svært ved idéen om, at barndommen bare skal overstås, fordi den ikke gavner samfundet. At respekt ofte findes i velstand og forbrug, synes jeg er en rigtig kedelig tendens.
Jeg mener der er behov for nogle væsentlige ændringer i samfundsstrukturen og nye tanker og idéer om hvordan et familieliv kan skrues sammen. Det vil gavne både vores børn og fremtiden og tiden med vores små børn, den er så uendelig kort.

Hvad mener du?

Læs eventuelt denne relevante artikel fra information som behandler emnet 'Opvæksten drukner i vækst' - En af forfatterne bag, er i øvrigt en steinerpædagog, som har været leder af steinerbørnehaven 'Nøkken', og er én jeg har stor respekt for! Emnerne som bliver vendt i artiklen, har jeg taget op flere gange på bloggen bla. her: 'Grænser findes i rammer og forudsigelighed' og her 'Kvalitetstid og små egoister'

Der er i øvrigt netop kommet en ny bog om hjemmepasning 'Er der nogen hjemme?'. Jeg har endnu ikke fået den i hånden, men er blevet lovet et eksemplar og så snart jeg har modtaget bogen, vil jeg fortælle om den på bloggen.

45 comments:

  1. Tak for (endnu et) ærligt og spændende indlæg. Jeg har stor respekt for dit valg, og jeg er sikker på, de kræfter, I lægger i det, kommer til at blive betalt tilbage i form af harmoniske børn, som har haft en god opvækst. Betingelserne for at have små børn i institution i dagens spare-Danmark er ikke gode. For ikke så længe kom der en helt phd-afhandling om området, som vurderede, at vuggestuerne i Danmark slet slet ikke kunne tilgodese de små børns behov. Det rumsterer selvfølgelig i mine tanker, og det gør også, at jeg har valgt at trække min barsel så længe som absolut muligt. Også selvom vi kommer til at miste mange penge på det (for det gør vi - knap 9000 kr om måneden, som er mange penge i vores budget). Jeg glæder mig ikke til, at jeg skal aflevere Askil i en vuggestue.
    Samtidig er jeg heller ikke sikker på, at jeg vil kunne finde ud af at gå hjemme med et barn så længe, som du har gjort. Jeg tror, at jeg vil savne mit arbejde som lærer, som jeg også er rigtig glad for (endnu - nu må vi se, hvordan det bliver med den nye skolereform).
    Vi har ikke pengene til at gøre som jer. Vi har i hvert fald ikke prioriteret således, for vi har købt hus det sted, vi gerne vil slå os ned og lade vores børn vokse op. Jonas har studeret indtil nu. Så ja, det vil være umuligt at leve på een indtægt, sådan som vi har skabt vores liv.
    Men vandt jeg et par millioner - ja, så ville jeg nok vælge at være hjemme et par år, eller i hvert fald gå markant ned i tid.

    Kh
    Anna

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det er også en udfordring at være hjemmegående, men jeg føler at jeg har været god til, at komme ud. Vi har gået i legestue og jeg har haft mange andre hjemmegående mødre, som jeg har mødtes med. Men jeg kan helt klart godt forstå, at man kan savne sit arbejde og voksenkontakten osv. Det er helt sikkert den største udfordring ved at være hjemme med sine børn.
      Og jeg drømmer også tit om at vinde i lotte- burde dog måske begynde at spille først;o)
      Tak for kommentaren!!

      KH

      Delete
  2. Jeg tror det er veldig viktig at vi forteller våre historier - alle vi som lever litt annerledes. For da viser vi at det ikke er så annerledes. Det kan ikke være en helt "unormal" sak å velge å være mye tilstede og sammen med sine egne barn. Det er mange måter å leve på - det å velge bort penger og få mer tid og ro er og må være et helt normalt, ansvarlig og anstendig valg å gjøre.
    Vi har også alltid valgt tid. Vi har aldri hatt to fulle jobber siden vi fikk barn for 12 år siden. Det er klart at det har kostet noen kroner. Det har også kostet i form av motgang og problemer på noen arbeidsplasser for både min mann og meg. (I Norge har man lovbestemt rett til å arbeide redusert stilling dersom man har barn under 12 år, men mange arbeidsgivere er ikke særlig glade for dette).
    Til tross for dette er vi veldig glad for at vi alltid har valgt dette. Det har gitt hele familien mer ro og mer familietid. Og det har gitt søsknene tid til å virkelig være søsken - det må de jo være her hjemme.
    (Og så skrev jeg min ph.D - her hjemme - spredt over mange år - midt mellom lego og vasketøy og tre barn. Nær dem og tilgjengelig - og lett å bake brød eller gå en tur med barna innimellom skrivingen!)...
    Mitt ideal er på en måte det "mangesysleri"-liv som preget min egen oppvekst på en gård. Mor og Far hadde alltid sitt arbeid, ute og inne, på åkeren og i skogen og i kjøkkenhagen - eller på kjøkkenet og ved symaskinen - men de var også alltid nære og tilstede. Slik kan jo noen av oss ordne oss også når vi ikke har en gård. Vi er i virksomhet - og vi er tilgjengelige for barna.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det lyder som en rar barndom og jeg kan godt forstå, at det er idealet. Det er det på mange måder også for mig, selvom jeg nok ikke får en bondegård, men det netop at være i nærheden af ens børn, men samtidig kunne arbejde lidt er jo så fint. Det inspirerer også børnene til selv at lave noget nyttigt.

      Tak for kommentaren:o)

      Delete
  3. Jeg elsker simpelthen sådanne indlæg - de skiller sig rigtig meget ud fordi de ikke kun handler om at vise hvor meget styr man har på livet og hvor lækkert tøj ens børn har og hvor meget materielt man har - TAK for det. Og sikke et dejligt møde i vuggestuen I har været til!

    Jeg har en lang uddannelse, men har valgt et arbejde med meget mindre løn end den jeg kunne have fået ved at bestride et job der passer bedre til min uddannelse og det har jeg gjort for vores familie og vores børn. Det betyder at jeg kan hente børn klokken 14 langt de fleste dage og at de sjældent er i SFO og vuggestue mere end 30 timer om ugen MAKS. Det betyder at mine børn og jeg har meget tid sammen, men også at vi sidder hårdt i det økonomisk og vender hver øre, at jeg savner mine tidligere udfordringer og kolleger ... Men det er det værd for os. Desværre ændrer tingene sig nu, hvilket gør at vi herhjemme skal overveje hvad der skal ske når jeg inden længe skal være på min arbejdsplads indtil 16.00 hver dag - om der er mulighed for at gå ned i tid - det håber jeg. Jeg vil i hvert fald ikke være væk fra mine børn i 9 timer om dagen - omvendt kan vi ikke nøjes med een indkomst da min mand ikke har en superhøj løn.

    kh. Katrine

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hvor er det dejligt at høre Katrine. For mig er det helt klart en udfordring med alle de materielle krav, som jeg slet ikke har lyst til at være en del af. Derfor kommer jeg heller aldrig til at vise det ene og det andet, man skal købe frem på bloggen;o) Det er klart en udfordring at få økonomien til at hænge sammen, hvis ikke den ene part skovler penge ind;o) Kan godt forstå, at du ikke har lyst til at være hjemmefra 9 timer om dagen- det må være svært at holde til... Jeg håber at I finder en god løsning for jeres familie!
      KH

      Delete
  4. Dejligt indlæg. Igen. Hvis bare flere turde gøre lyst til virkelighed. Men ofte opdager man måske sent, hvad man virkelig ønsker. Altså efter at have købt det rigtige hus, den store bil, det nye køkken samt et stort studielån i bagagen. Jeg taler af bitter erfaring.Vi er kommet til et punkt, hvor vi vil vente med baby nr 3 til det er en mulighed at leve på en indtægt. Det andet ræs har jeg ikke intentioner om at praktisere. Tanker fra vest

    ReplyDelete
    Replies
    1. Ja, jeg er så enig med dig. Det er tit, at man først finde ud af hvad man ønsker, når man står med baby på armen og ikke har lyst til at putte det i vuggestue- sådan var det for mig. Da jeg fik Alma, var vi to studerende og jeg følte virkelig, at mit hjerte blev revet over, da hun begyndte i pasning. Vi trak den, så hun først startede da hun var halvandet år, men det var virkelig hardcore alligevel! Det er svært at leve på en indtægt i dagens Danmark- desværre!

      Delete
  5. Dejligt indlæg! Jeg kan især godt lide at du vægter at jeres valg er rigtige for jeres familie, men at det jo ikke behøver at være rigtigt for andre!
    Jeg tror den modstand du møder fra nogle skyldes at de måske i bund og grund har behov for at retfærdig gøre deres egne valg ved at skyde efter jeres!
    Jeg ville ønske at vores økonomi kunne bære at jeg gik hjemme. Nu har jeg lige starter barsel, så det næste lange stykke tid bliver det da også sådan. Bagefter håber jeg et jeg måske kan nøjes med deltid så vi kan få ro på hverdagen.
    Det med påklædningen kan jeg godt forstå du er glad for! Jeg bliver også meget glad når de i vuggestuen påtaler hvor dejligt min søns hjemmesyet tøj er. At det fx. Er flot og har en dejlig pasform der gør det nemt at lege i. Overtøj køber jeg også brugt eller arver, faktisk har min søn aldrig haft noget splinter nyt overtøj og nu ligger det hele og venter på lillebror kan overtage det!
    Det eneste jeg bruger mange penge på og køber nyt er fodtøj, her går jeg ikke på kompromis!
    Så længe han er pæn og ren i tøjet er det jo fuldstændig lige meget om det er købt nyt eller brugt eller arvet! Men allerhelst giver jeg hjemmesyet på;)
    Elsker din blog og din livssyn og mest af alt at du er dig selv og tro mod dine værdier uden at være belærende:)
    Det er en mangelvare idag, bare at være sig selv uden at retfærdiggøre sine valg ved at hakke på andre!

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tusinde tak for din kommentar, som gjorde mig rigtig glad. Jeg er helt klart meget opmærksom på ikke at træde folk over tæerne. Det er slet ikke min stil, men indimellem opfatter andre de ting, jeg skriver anderledes end intentionen måske har været... Derfor er det rart, at høre at jeg ikke virker belærende;o)

      Ja, det med kærlig beklædning, bare så dejligt, at de lægger mærke til, at mit barn har uldundertøj på hver dag og har tingene i orden, selvom hun ikke har ret meget tøj og kun får et par sko per sæson;o)

      Tak for kommentaren og jeg håber, at I når din barsel slutter, finder en god løsning for jeres familie.

      Kh Lisbeth

      Delete
  6. Jeg syntes der var mange moderne familier der kunne lære noget af en familie som jeres.
    Jeg har altid arbejdet halv tid mens vores var små til halv store. Jeg tror ikke på at man kan få en familie til at fungere med 2 voksne karriere mennesker.
    Så hatten af for jeres familie.
    Har lige fået en kollega som har levet som jer med 3 børn, der hviler en helt anden ro over de børn. Og voksne ;)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak for en dejlig kommentar! Ja, jeg tænker også, at det må være en kæmpe udfordring, at få en familie til at fungere med to på fuld tid. Der skal godt nok tænkes kreativt og det er ikke noget jeg har lyst til overhovedet...
      Dejligt at du har haft mulighed for at være på halv tid!

      KH

      Delete
  7. Du er så god til at formidle uden at være frelst.
    Sikke en fantastisk ros at få "at Martha er så kærligt klædt på". Der er sikkert både tale om hendes tøj og så klædt på i overført betydning.
    Vi der ikke har små børn mere kunne måske oven i købet lære at klæde os selv kærligt på. Uh, som det da er et dejligt udtryk.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak Eva! Hvor er det dog dejligt at høre;o) Ja, måske har du ret i ordenes betydning, som jeg slet ikke tænker over før nu. og ja... vi voksne kan også lære at klæde os kærligt på;o)

      KH

      Delete
  8. "Kærligt klædt på", det er da også den ultimative ros. Lyder som et dejligt møde, I har været til.
    Tak for et interessant og ærligt indlæg. Jeg synes, det er skønt, at I prioriterer, som I gør, og jeg er enig med Linsens kommentar ovenfor om, at de, der føler trang til at fordømme, formentlig gør det for at retfærdiggøre deres egne valg.
    Begge mine børn er kommet i institution, før de var et år gamle. Det havde jeg det overhovedet ikke godt med, men som du også selv er inde på, så er samfundet skruet sådan sammen, at langt de fleste er afhængige af to fuldtidsindtægter. Dog kunne jeg under barslen med min søn mærke i maven, at jeg slet ikke kunne holde ud at have et fuldtidsjob, når min barsel sluttede - tiden bliver for presset, og jeg får kun mine børn at se i underskudssituationer (både deres og mit underskud efter lang, travl dag). Vi har desværre ikke muligheden for, at jeg helt kan holde op med at arbejde (og jeg ville nok også komme til at savne det), men vi har lavet et, for os, perfekt kompromis:

    For det første er vi flyttet ud af København. Der var blevet for dyrt at bo, og selv om vi har købt et hus og altså ikke bor gratis overhovedet, er der nogle udgifter, vi nu slipper for. Desuden er jeg blevet selvstændig med den frihed og fleksibilitet, det nu giver. Jeg arbejder for det meste hjemmefra, så jeg slipper for at bruge dyrebar tid på transport, og det betyder, at jeg og ungerne kan have så langsomme morgener, som vi gider, hver dag.

    Det, at jeg er selvstændig, gør selvfølgelig også, at der er en vis usikkerhed ift. indtjening - vi har jo budgetteret med, at jeg tjener et vist beløb. Som godt nok ikke er voldsomt højt, men som desværre heller ikke gør, at jeg kan holde fri (med børnene), når jeg har lyst. Men til gengæld giver det mulighed for korte dage i institutionerne i de perioder, hvor der ikke er tryk på. Og så må jeg lære at leve med min dårlige samvittighed, når jeg har voldsomt travlt, som nu, og ungerne har lange dage.

    Alt i alt er vi dog meget meget glade for den måde, vi har indrettet vores liv på. Det giver en helt anden frihed og ro, og jeg bilder mig ind, at det også smitter af på børnene :-)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det smitter helt sikkert af på dine børn. Det er jeg helt sikker på og uanset hvad vi gør i vores liv, så er dårlig samvittighed ikke noget vi kan bruge (selvom vi alle har det indimellem;o). Vi må bare gøre os så umage vi kan.
      Det lyder som om, at I har fundet en fin løsning, for jeres familie. Lidt den samme, som vi har fundet for vores... Er godt nok også spændt på, når det næste barn kommer og hvordan vi får det til at hænge sammen...

      Tak for kommentaren;o)

      KH

      Delete
  9. Hvor er det fedt at du tager emnet op, og at du gør det på så fin en måde. Jeg passer også min yngste hjemme, fordi jeg har lyst, og fordi jeg tror det er det bedste for ham. Og så har jeg i øvrigt netop været til reception for udgivelsen af den bog, du nævner til sidst, og jeg glæder mig meget til at komme i gang med at læse den.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hvor skønt! Jeg glæder mig til at læse bogen!!
      KH

      Delete
  10. Meget spændende indlæg. Jeg tror bestemt også, at en del børn ville have godt af at være hjemme i familien indtil de var to-tre år. Omvendt tror jeg også, at mange børn fungerer rigtig fint trods institution fra 1 års alderen. Vores to ældste børn er kommet i kærlige dagplejehjem, da de var knap et år. Og her har dagplejemoderen fungeret som 3. Primær person, som har hoppet i vandpytter, bagt med dem, læst, gået ture, bygget lego etc. I lange perioder var der kun 1 andet barn sammen med min mellemste datter i dagplejen. Jeg tror, man skal være meget opmærksom på barnets kontra ens egne behov, såfremt man hjemmepasser barnet. Et barn i vores omgangskreds blev passet hjemme til hun var tre år, og er nu kun i børnehave få timer om ugen. Moderen har bestemt givet meget nærhed, ro og kærlighed, men der kunne gå dagevis uden frisk luft, bevægelse etc. Pigen på 5,5 år er i dag motorisk bagud og lidt en klumpedumpe, og har svært ved at knytte venskaber, da legene er gået i gang, når hun kommer i børnehave ud på eftermiddagen. Jeg tænker, det må have været lettere at hjemmepasse sine børn for fyrre år siden, da der var andre børn hjemme i kvarteret.
    Nu under min tredje barsel overvejer endnu engang at blive hjemme efter barslen. Men jeg må erkende, at jeg har svært ved at undvære den sociale kollegakontakt, og jeg tror, mine børn får en gladere og sjovere mor ved, at jeg kommer ud og får andre indtryk, bruger mit fag etc. Men jeg vil helt bestemt gå efter at komme på nedsat tid i mit fremtidige job ( er i gang med en ph.d, som heldigvis er meget fleksibel).
    Du har nogle meget spæmndende betragtninger og en fantastisk måde at skrive på. Mangler du inspiration til skriverier, så hører jeg gerne om din holdning til TV/Ipads.

    Kh Christina

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hej Christina!
      Tusinde tak for din kommentar. Jeg er enig med dig et stykke hen ad vejen... Det lyder som en luksusdagpleje dine børn har været i... Det er nok de færreste steder, hvor der indimellem kun er to børn... Normalen er vist noget i retning af fire, men ud over det, vil jeg også synes at dagplejen er et ok alternativ.
      I forhold til min egen hjemmepasning af Martha, har jeg været bevist om, at hun kom ud hver dag og vi gik i legestue, da hun nåede et sted, hvor hun havde behov for at møde andre børn sammen med mig. Hun er både udadvendt og god motorisk... Tænker at det tilfælde du fortæller om, må høre til sjældenhederne og måske også bunder i nogle andre ting, end at barnet har været hjemmepasset...

      Jeg forstår helt sikkert, at man har svært ved at undvære job og kollegaer. Vi er slet ikke opdraget til at passe vores børn hjemme. Min mor og far arbejdede begge uden for hjemmet og jeg var i institution som alle andre...

      Tak for rosen. Jeg vil helt sikkert gerne skrive noget om tv og I-pads osv. Det er der flere der har spurgt om, men det er virkelig et af de der emner, som kan dele vandene og hvor man skal træde meget varsomt. Skrev for nogle år siden om brug af Nintendo i børnehaven...

      KH

      Delete
  11. Et rigtig dejligt indlæg! Vores børn har været tilmeldt dagpleje fra de var ca. 7 måneder. Men jeg har været studerende og det har gjort at jeg i længe perioder har kunne aflevere sent og hente tidligt. Samtidig har jeg kunne bruge ekstra hjemmedage med dem når de havde behov. Det har været helt fantastisk og vi får altid ros for at de er trygge og harmoniske børn. :-) Men vi var også heldige at begge vores dagplejemødre nærmest blev børnenes 'bonus-bedste'. De er nogle skønne kvinder. Vores ene dagplejemor blev syg i 2 mdr. og i stedet for at sende vores pige i gæstepleje var jeg hjemme med hende. Det var sidste vinter hvor hun fyldte 2 - den tid sammen med hende til jeg ikke bytte for noget! Nu har jeg så fået fuldtidsjob og de skal være i børnehave 9 timer et par gange om ugen! Det er voldsomt grænseoverskridende for mig, men trøster mig med at mange andre børn jo klarer det, så det gør vores nok også. :-)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Det lyder rigtig dejligt! Skønt at det har kunnet lade sig gøre for jer på den måde i de første par år! Tak for kommentaren.

      Delete
  12. Nøj Lisbeth, sikke et fantastisk møde i har været til!

    Og dine ord og tanker om at hjemmepasse sine børn, er som taget ud af mine tanker og overvejelser om samme emne..... Du formidler det bare så meget bedre, end jeg nogensinde kunne!
    Pt. går jeg hjemme med Freja på 2 år og 3 mdr. og Johan på ét år. Nanna på 4 1/2 går i den skønneste skovbørnehave.

    Da jeg var højgravid med Johan, var det oprindeligt meningen at Freja skulle ud og passes, men hun fik ikke plads der hvor vi ønskede.... Vi besluttede derfor at hun skulle blive hjemme hos mig! Og. Gudske tak og lov for den beslutning, jeg ELSKER at gå hjemme.... Vores hverdag er bare så meget roligere, end hvis jeg skulle have været på arbejde.

    Heldigvis er der i den kommune vi bor i mulighed for at få tilskud til pasning af egne børn i max 1 år af gangen pr. barn, så det redder helt klart lidt vores økonomi!

    Jeg møder også fordomme.... Især dem med at barnet ikke bliver stimuleret nok, eller mangler andre børn at være sammen med! Sikke en gang bavl, klart skal man som forældre da sørge for at barnet bliver udfordret både socialt, motorisk og intellektuelt vi går i legestue 2 x ugtl med andre mødre og børn, vi går på biblioteket, vi handler, vi laver mad, vi henter Nanna fra børnehave, vi går på legeplads, vi ordner huslige pligter. Så jo jeg vil bestemt mene at børnene stimuleres!
    Åhh jeg ved ikke hvor jeg vil hen med det her indlæg, andet end, at jeg er fuldstændig på bølgelængde med dig Lisbeth!
    Og samfundet burde virkelig oppe sig, og favne og respektere de familier/mødre der tilvælger at at passe børn hjemme.
    Hmm respektere det er måske det der er min kæphest, og det er manglen på respekt og accept af de/ os der altivt tilvælger at hjemmepasse sine børn! Netop fordi det stikker ud, og det der stikker ud, kan vi som udgangspunkt ikke li'!

    Kh. Camilla

    Ps. Håber du bare fik lidt sammenhæng i alle ordene?

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hvor lyder det dejligt og heldige jer, at der er tilskud til pasning af egne børn i jeres kommune. Det er der ikke her og det synes jeg er så super træls! Synes simpelthen pengene bør følge barnet, så man selv kan bestemme!!!

      Jeg er mange gange blevet spurgt om Martha ikke kedede sig hjemme hos mig- 'og nu skal hun da snart i vuggestue!?' - men hun har aldrig kedet sig og er i dag det mest fantasifulde barn, som kan lege i timevis uden aktivering...

      Delete
  13. Jeg ble ledet inn hit av fineste Underveis-bloggen, og for en glede å ramle inn hit! Dette innlegget inneholder mye av det samme også jeg har skrevet om nylig, da vi har tre gutter fra tre år og ned som ikke er i barnehage, enda. Vi har helt klart vært nødt til å prioritere vekk mange (materielle) ting fra livet vårt, men vi blir bare mer og mer overbevist om at dette valget er riktig for barna våre, og for oss som familie.. :)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hvor dejligt! Jeg vil kigge ind på din blog og læse!!! Tusinde tak for din kommentar!!

      KH Lisbeth

      Delete
  14. Jeg har fulgt med her længe, men vist ikke så tit fået kommenteret.
    Og lige et stort tillykke :-)

    Jeg har læst dit indlæg flere gange nu, og er fuld af beundring. Jeg ville elske at gøre som jer.
    Vi har to børn. Da Sofia blev født gik jeg på seminariet og ville gerne gøre min uddannelse færdig, så hun kom i vuggestue da hun var 10 måneder. Dengang havde JEG nok lidt travlt med at komme afsted igen. Denne gang med Laura har jeg haft svært ved at hun skulle være SÅ meget sammen med andre end mig.
    Vi har valgt dagpleje til hende da hun har været og stadig er ret sensitiv. Det har været en ok løsning og jeg elsker vores DP-mor. Alligevel savner jeg de mange timer med mine børn.
    Vi har prioriteret anderledes, men tænker ofte om vi skulle gøre det anderledes. Dog arbejder jeg på nedsat tid for at være mere hjemne (pt mærkes det dog ikke så meget grundet mange møder, kurser mm som lærer). Jeg håber dog at kunne få mere tid hjemme.

    Jeg er i bund og grund glad for mit job, men ville heller være sammen med MINE børn frem for andres ;-)
    Håber du får en skøn periode hjemme med en lille ny.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Jeg forstår dig fuldt ud. Det er virkelig hele tiden en balance og det er hårdt med den manglende voksenkontakt osv. det kræver meget af en selv at gå hjemme og når man er i gang med en uddannelse, er det også lidt svært at sætte alt på standby. Tak fordi du tog dig tid til at kommentere...

      Delete
  15. Skønt indlæg! Og kender alt til det du skriver om. Både min mand og jeg arbejder hjemme og på deltid for at være sammen med vores to børn på 1 og 3 år. De er i dagpleje og børnehave til ca. kl 14. Vi tjener færre penge end vi kunne, men vi kan sagtens få det til at løbe rundt, blandt andet fordi vi så ikke har nogen biler. Og vi nyder begge at kunne være så meget sammen med vores børn og vi har sjældent stressede morgener eller ulvetimer. -Det er alle pengene værd!
    Men ja, møder også mange fordomme over at vi ikke gøre som alle andre og folk kan da godt lide at gøre os opmærksomme på, at det jo ikke kun har fordele at arbejde hjemmefra....
    Anyway, jeg har tænkt mig at prioritere tiden med mine børn i de 10-15 år, hvor de gider være sammen med mig... Set på et helt liv er det jo faktisk ikke længe, man skal skrue ned for de andre blus såsom karriere eller forbrug. :)

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hvor er det dejligt at høre... og ja, tiden med ens børn er virkelig kort. Det er virkelig en kort periode, at de har brug for en...

      Delete
  16. Hej Lisbet, tak for et dejligt indlæg som jo tydeligt sætter tankerne igang hos mange :-) Jeg er helt enig med dig i, at der fra samfundets side er en forventning om at børn skal socialiseres, lige omkring et års alderen... Jeg møder påstanden nogle gangr, og jeg har indtil nu været ret forsigtig med st udfordre den. Ofte fordi jeg som, det også nævnes her, faktisk ikke ønsker at virke fordømmende overfor andres valg - og lige netop dette emne er meget følsomt for mange. Helt sikkert fordi vi alle ønsker at være de bedste forældre, vi kan være. Og måske stikker der lidt dårlig samvittighed ind - og det kan gøre ondt (her taler jeg af egen erfaring ;-)
    Jeg ville ønske at vi havde et samfund med flere valg ift at passe egne børn hjemme. I vores kommune følger pengene ikke barnet, og det synes jeg er ærgerligt for os alle. Den anden side er holdningen til det at gå hjemme, og der tror jeg at åbenhed - som du praktiserer så fornemt Lisbet - kan være et virkbart middel. Fordomme bunder jo som regel i uvidenhed. Den sidste ting hvor jeg mangler noget, er viden om hvad det egentlig betyder at blive passet hjemme vs ude. Der er som jeg har forstået det ikke mange videnskabelig undersøgelser på det emne. Men der er mange holdninger.... :-) For nyligt kom det frem at den 'sandhed' vi alle mødes med, nemlig at kvinders fertilitet er stærkt faldende fra omkring 30 års alderen (eller hvornår det nu er), baserer sig på en meget lidt videnskabelig undersøgelse af et lille udsnit af kvinder, fra 1880'erne..... Jeg grinede højt og længe. Den er ligesom bare blevet sandheden. Jeg tror det er det samme med at børn skal socialiseres! Jeg tænker at det bliver de jo også i et hjem med mor, far og evt ældre søskende, venner, deres børn, familie, evt legestuer, osv. Hvordan kan det være at socialisering kun kan ske i et pasningstilbud?... Nå, tilbage til mit ønske om mere videnskabelig forsnkning mht pasning ude vs i hjemmet. Jeg synes det er virkelig vigtigt at vi som samfund ved noget om det emne, så samfundsstrukturerne måske kan ændres på sigt. For mig personligt tænker jeg dog at børn - ligesom andre mennekser ;-) - er forskellige og har forskellige behov. Så for nogle er det virkelig godt at komme ud som et årige, og det kan være godt for mor at komme på arbejde igen. Og for andre kan det være virkelig vigtigt at have tid derhjemme. Sjovt nok har det været lige sådan det forholdt sig i vores familie, vores dreng blev passet af far på barsel i 3 måneder, så i vuggestue, for jeg var ikke glad for at gå hjemme. Jeg elskede min dreng, men ikke livet hjemme, jeg havde for meget krudt i karrierekanonen. Det har jeg så fået fyret en del af nu, og vores datter har brug for mig derhjemme, så det er der jeg er nu. Det koster på økonomien men vi er heldige at være i en situation hvor det kan lade sig gøre et år eller to. Jeg ville virkelig, virkelig ønske at samfundet tillod flere den mulighed - for der er jo mange som gerne vil.
    Jeg glæder mig til at læse om bogen "Er der nogen hjemme?" og håber at du fortsætter med disse familieværdibaserede indlæg :-)
    Lang smøre..... God dag :-)
    Mange hilsner,
    Mette

    ReplyDelete
    Replies
    1. Vores dreng kom i vuggestue da han var 10 mdr, og ikke tidligere som det måske kan læses.. :-)

      Delete
    2. Tusinde tak for den lange kommentar. Jeg er så enig med dig. Idéer skabes hurtigt, når mange mennesker bakker dem op;o) Jeg forsøger virkelig at skrive uden at virke dømmende, for det er jeg vitterlig ikke! Jeg glæder mig også rigtig meget til at læse bogen...

      KH

      Delete
  17. jeg ville ønske jeg kunne have haft mine børn hjemme længere end de 13 måneder jeg var på barsel med dem hver især. Det vil nok være noget jeg altid vil være ked af at jeg ikke gjorde/kunne, for man har selvfølgelig altid et valg. Jeg trøster mig med at jeg har kunnet gøre det på den næstbedste måde, med at arbejde halv tid og have et fleksibelt job så de aldrig har haft lange dage og fordi jeg har fri om mandagen ahar børnehavebarnet en meget kort børnehaveuge som hun så til gengæld nyder.
    Jeg tror at den tidlige institutionalisering af børn vil være noget de fremtidige generationer vil undre sig over.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Ja, man har helt sikkert altid et valg, men indimellem er valg for store at tage. Vi kunne heller ikke tage de valg med Alma og Storm, som kom i vuggestue og dagpleje, da de var halvandet. Det var virkelig hårdt, og jeg følte virkelig, at mit hjerte blev revet midt over. Man bare det, at være bevidst om, at ens børn ikke skal være i institution i otte timer om dagen er en god ting!!
      Jeg er enig med dig i, at der må ske en ændring og at senere generationer vil undres...
      Tak for kommentaren!!

      Delete
  18. Ja der ér alternativer til det "almindelige". Det er jo et valg man ta'r, og et spørgsmål om hvordan man prioriterer.
    Jeg arbejdede halvdags, da de to ældste var mindre, og min mand arbejdede om natten. - Så de store har gået henholdsvis 4 måneder og 6 dage i dagpleje inden børnehave-start. Da vi begyndte at drømme om "en 3'er", var det mit helt klare "krav", at jeg ville være hjemmegående. - Det har jeg været siden, hvilket vil sige i nu 8½ år. Og det er simpelthen den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. Men hold da op hvor møder man mange fordomme, når man træffer sådan et valg (et valg som også betød, at vi kun ville sende yngstedatter i børnehave, hvis hun begyndte at vise tegn på "mistrivsel". Det gjorde hun aldrig! Nu går hun i skole og snakker stadigvæk om dengang hun var hjemme hele tiden, og om de ting vi to lavede.). Når folk hører, at hun ikke har gået i hverken dagpleje eller børnehave, så får mange (de fleste!) et blik i øjnene, som kun kan tolkes i retning af "stakkels barn hun må jo være fuldstændig uselstændig nu og ude af stand til at agere socialt". Men intet kunne være mere forkert. Laura (yngste) er den mest udadvendte og mindst generte af vores piger. Og der er udelukkende ros fra skolens side. Da hun startede i skole, startede hun i før-skole (en slags forlænget SFO) i april-måned ligesom de andre (som kom fra diverse børnehaver). Efter at ha' gået i før-skole i ganske kort tid, kom en af pædagogerne hen til mig og sagde, at han måtte indrømme, at han havde været noget skeptisk, da han hørte ,at der skulle komme et barn, som ikke havde været "ude" før. Men han indrømmede, at Laura havde vendt fuldstændig op og ned på den bekymring. For mig betød det meget at den pædagog rent faktisk indrømmede overfor mig, at han havde taget fejl. Jeg kunne kun sige til ham, at vi ikke havde været et eneste sekund i tvivl om, at Laura ville klare den nye situation til UG med kryds og slange. - For sådan her hun nemlig vores Laura.
    Nå sikke da en smøre fra min side.
    Knus fra Pia
    herframinverdengaer.blogspot.dk

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hvor lyder det bare dejligt! Og virkelig fantastisk at du har haft din datter hjemme så længe! Hvilken fantastisk melding fra SFO-pædagogen! Du har helt sikkert givet dine børn en kæmpe ballast ved at lytte til deres behov.

      Tak for kommentaren.

      Kh Lisbeth

      Delete
  19. Kjære Lisbeth.
    Jeg har også vært hjemme med barna til de er rundt 3 år gamle. De eldste våres er 14 og 12 år, dengang de var små, var hele lekeplassen full av hjemmeværende mødre/ barn. Så kom tredje mann for 8 år siden, da var der ikke særlig mange lekekammerater/ samtalepartnere for oss på lekeplassen lenger... Nå er jeg hjemme med et tvillingpar på 1.5 år og vi går alene gjennom gatene, og lekeplassene er tomme... Jeg er så utrolig enig med deg angående dette temaet. Barna skal få være sammen med sine foreldre til de er klar for å føle seg komfortable i barnehagen. Dette er som å banne i kirken, og jeg har full respekt for valg alle og enhver måtte ta for sine barn. Noen er nødt til å ha dobbel inntekt for å dekke lån(selv om en nok her også kan snakke om prioritering av materielle goder) andre er aleneforsørgere. Det betyr ikke at barn som går i barnehage ikke har det bra, men jeg mener som deg, at de har det best sammen med sine foreldre.
    Anne Bente

    ReplyDelete
  20. Dejligt indlæg, Lisbeth! I forhold til det med pengene, som flere skriver om: I Småbørnsfamilieforeningen SAMFO har vi næsten lige samlet og offentliggjort en liste, der viser, at kun en tredjedel af landets kommuner tilbyder tilskud til pasning af eget barn, selvom alle kommuner ifølge Dagtilbudsloven har ret til at tilbyde ordningen i op til et år pr. barn under seks år. Hvis ens kommune ikke er på listen, som kan ses på www.samfo.dk, må man lægge pres på dem. Det er den eneste vej frem. Og hvis man synes, at tilskuddet burde følge barnet alle steder, kan man melde sig ind i foreningen, for det er det, vi kæmper for.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tak Janni! I min kommune er det ikke en mulighed at få tilskud til pasning af eget barn. Der er nogle institutioner, som gerne skal fyldes op og nogle som meget gerne skal betale noget skat til en pænt forgældet kommune:o( Der skal helt sikkert lægges pres på... Og jeg vil melde mig ind i foreningen ved lejlighed.

      Delete
  21. Jeg læste den artikel forleden "Når opvæksten drukner i vækst" og den har sat gang i så mange tanker...
    Jeg tænker "Hvis nu vi vælger at jeg skal gå hjemme med vores børn, mens de er små - kan det så måske sætte gang i en bølge så flere vælger dette".
    Jeg kunne godt tænke mig lige at skrive dig en mail en dag... Både mht hjemmefødsler, det at gå hjemme osv.

    Stort kram til dig du skønne kvinde

    ReplyDelete
    Replies
    1. Skriv endelig;o) Tak i lige måde!!

      Delete
  22. Hej Lisbeth.
    Endnu engang bliver jeg saa glad for at laese dine ord. Jeg er kun 20 aar og har derfor ikke stftet familie, og kan paa den maade ikke snakke med, og saa er der alligevel meget jeg nikker genkendende til. Jeg er en ung der gaar mine egne vegne, som min mor nok vil sige, jeg har gjort saa godt som fra jeg blev foedt. Altid taenkt meget, og derfor vaeret mere moden paa mange maader end mine jaevnaldrende, og derfor aldrig rigtig passet ind. Nu jeg gammel nok til at se tingene i et stoerre perspektiv og efter mange aars arbejde med mig selv, accepteret hvem jeg er og hvad mine vaerdier er. Men det er stadig ikke nemt. Det er ikke nemt at goer det modsatte af hvad stoerstedelen af dem i ens samfund goer. Jeg har dog efterhaanden laert at naar jeg er mig selv, og goer de ting jeg kan lide og ikke doemmer dem, der goer det paa en anden maade, saa gaar det hele lidt nemmere. Og paa det lille kostgymnasium jeg gik paa fornemmede jeg folk, der egetlig syntes det var meget spaendende at hoere om nogle af de ting, jeg gaar og sysler med. F.eks. at staa tidligt op og tage til meditation soendag morgen i stedet for festen loerdag aften. Derudover begyndt at soege mennesker med samme interesser og finde ud af man ikke er den eneste unge, der taenker som jeg goer.
    Men det er ikke mindst rart at laesse et indlaegsom dette. At hoere om andres tanker om at gaa en anden vej. Jeg haaber at naar jeg engang stifter familie, er det lidt nemmere,naar folk som dig baner vej. Jeg haaber selv, at jeg kan vare med til at inspirerer andre unge til at gaa den vej de har lyst, ligesom du inspirerer os andre.

    Masser smil og varme tanker fra Nepal og ike miindst stor tillykke med den lille ny der er paa vej,og som jeg er sikker paa allerede er i gang med en skoen start paa livet.

    ps. Jeg var heller aldrig i dagpleje, men ligesom dig soergede min mor for masser oplevelser alligevel i form af legestue og saadan noget. Jeg kan sikke huske en masse fra den tid, men altid nydt godt af en mor der satte mig og min soester i foerste raekke.

    ReplyDelete
  23. Hej Lisbeth.

    Tak fordi du skriver åbent, ærligt og ikke-belærende om et meget ømtåleligt emne, der for mig at se, er det mest oversete tabubelagte emne i børneopdragelsen i dagens Danmark! Jeg er nyuddannet fuldtidsansat folkeskolelærer med to små derhjemme og en mand der også har fuldtidsjob, dog med skæve arb.tider, hvilket betyder at vores børn altid først er blevet afleveret kl 9, og hentet kl 14. De kom begge i dagpleje da de var 12 mdr. gamle. Jeg brød mig ikke om tanken om vuggestuer. Nu går de begge i børnehave, men jeg oplever stadig, at de helst - til hver en tid- vil være hjemme. det er en god børnehave med kun to stuer og stor legeplads med græs og træer. stedet fejler intet, men de siger stadig "æv, skal vi i børnehave" . Jeg ser det egentlig som et sundhedstegn, for det betyder vel bare, at de har et stærkt tilknytningsforhold til deres forældre, og aldrig helt er holdt op med at tro på at man altid bare skal sendes afsted.
    Men det er svært for mig selv, for jeg lider af kronisk dårlig samvittghed over at sende dem afsted, når de hellere ville være blevet hjemme. Ligesom jeg fortryder at have sendt dem i dagpleje da de var mindre. Men dengang, da jeg undersøgte mulighederne for at passe selv med tilskud, mødte jeg kun foragt fra omverdenen, og jeg gav efter og færdiggjorde min uddannelse i stedet. Hvis vi får en 3`er en dag, bliver det anderledes! Det er først nu, det går op for mig, at jeg er i vildrede, og måske inderst inde ønsker at gå hjemme med mine børn, selvom jeg slet ikke ved om vi ville kunne betale regningerne hvis jeg gjorde det. Og nu denne tankeløse skolereform, der vil tvinge lærerne til at blive på skolen når eleverne er gået, så også vores børn skal over-institutionaliseres ;-( Suk. Men det er bare dejligt at NOGEN tager det her emne op! Har også lige købt og læst bogen "er der nogen hjemme". Kan anbefales ;-)

    ReplyDelete
  24. For et bra innlegg! Jeg har tre barn som jeg har vært hjemme med. Jeg syns det er vel verdt å betale for tid med mine barn! Jeg syns disse årene hjemme har vært utrolig verdifulle for både meg selv og for mine små. De tre første leveårene er de viktigste for barnas utvikling, det er da grunnlaget for hele deres liv blir lagt. Så jeg er veldig glad for at jeg har fått tilbragt så mye tid med dem nå mens de ennå er små. Tiden går så fort, så det gjelder å nyte den mest mulig :)

    ReplyDelete

Tusinde tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad og er med til at vise, at du får noget ud af det, jeg skriver!